Tåbelige kriminelle stjal Frimærkets vinder-sæt

Christian 'Frimærket' Grundtvig spillede sig frem til finalebordet i Master Classics i Amsterdam, men noget var anderledes...

Væk var de flotte solbriller med det røde stel og det helt sorte glas, som Frimærket vandt med i World Poker Tour Paris 2006. Christian havde på finalebordet også et fornemt jakkesæt på, og var dermed en sjældent velklædt sejrherre i en pokerturnering.

Men i sommers brød tåbelige kriminelle ind i Christian Grundtvigs hus.
"De gik efter mig. De har tænkt, at der var en chance for at finde kontanter," siger Grundtvig, der blandt andet fik stjålet nogle af sine private og sjældne frimærker. Og hele sit vindersæt fra Paris. Både suit og solbriller.

Og hvorfor var det så lige, at de kriminelle var tåbelige?
To uger efter indbruddet forsøgte de at sælge Christian Grundtvigs private frimærker i en frimærkeforretning. Frimærkehandleren kunne identificere frimærkerne, og således fangede to tyve nærmest sig selv.
 
Men vinder-sættet er fortsat væk. Og Christian har ikke fundet samme lykke i sine nye solbriller. De slår bare ikke de røde...
"Jeg må jo se, om jeg ikke kan finde nogen, som er lige så gode," siger han.

Du kan læse et stort interview med Christian Grundtvig om fortid, fremtid og ubegavede indbrudstyve i næste nummer af Ace.


asd