Vi fik en snak med både Martin Vallø og Gus Hansen i London om Theos forrygende triumf i Pot-Limit Omaha eventen i WSOPE-regi. Og ligesom med Mads Andersen er der intet andet end dyb respekt at hente. Ikke engang lidt dril kan man hive ud af dem.
"Det er så kæmpe fortjent. Der er ingen, der har fortjent det mere end Theo. Han er ganske enkelt verdensklasse i PLO'en - måske verdens allerbedste," siger Martin Vallø, mens Gus trods alt leverer et par citater med et glimt i øjet.
"Theo og jeg er gode venner, så naturligvis blev jeg vildt glad for at se, at han vandt. Theo er en formidabel PLO-spiller - bedre end jeg er. Vi har utallige gange diskuteret PLO, og tit undrer jeg mig over, om manden egentligt aner, hvad han taler om. Men uanset hvad det er, han laver - så virker det," smiler Gus, der ikke har det mindste smule svært ved at levere opskriften på Theos succes:
"Det skader ikke at være Danmarks heldigste mand. Men når det er sagt, så må man også bare acceptere, at Theo er fantastisk god til at regne den ud," siger Gus.
Gus og Vallø hylder Theos sejr
Acemag.dk