Det startede ellers meget godt. Dybbøl mølle stod, hvor den altid har stået: På toppen af Dybbøl Banke med udkig over hele det smukke Alssund og Sønderborg – eller Synneborre som indbyggerne selv kalder Sønderjyllands største by. Det var det syn, der mødte passagerne af Ace-mobilen denne søndag eftermiddag.
Meningen var at tage sønderjyderne på sengen ligesom tyskerne gjorde det i 1864. Som en armé på vej i krig blev der taget bestik af situationen og de fire deltagere i denne dags Ace-mobil-armé udgjorde et frygtindgydende team. Det var redaktør-Peter, salgs-Morten, Ladbrokes-Mie og ikke mindst Morten 'Jeg har vundet min første Sit'N'Go' Erlandsen.
Selv om de havde fire timers uafbrudt kørsel i kroppen, var der ikke de mindste svaghedstegn at spore hos de fire, da Ace-mobilen svingede ind på Rådhuspladsen i Sønderborg. 36 granvoksne mænd og en enkelt kvinde var mødt op for at forsvare den sønderjyske ære i mod den sjællandske armé. Seks fine nye pokerborde, et VIP-room, hvor rygerne kunne tilfredsstille deres last og en velekviperet bar var de fornemme rammer for søndagens pokerslag. Men altså 41 mennesker, var på plads, da formand-Bo skød turneringen i gang.
Og lad det være sagt med det samme. Ace/Ladbrokes-derouten fortsatte, men vi var dog ikke de første til at forlade det fine selskab. Det var derimod 'Fup', han holdt i lige nøjagtig seks minutter. Eller som min sidemand knastørt og på rungende sønderjysk konstaterede:
"Det er lige nøjagtig tre minutter længere end hjemme hos konen."
Tre levels til Erland
Lige nøjagtig en time blev det til denne gang for Morten 'jeg har vundet min første Sit'N'Go' Erlandsen og derefter røg Ace-folket i flæng sluttende med redaktøren, der blev nummer 16 og fik lov til at spille 2½ time, og herefter var det direkte ned i VIP-rummet, hvor Erlandsen allerede var i gang med at sprøjte i endnu en Sit'N'Go.
Efter fire timer i Sønderborg, måtte Ace-folket overgive sig og på vej hjem blot konstatere, at Dybbøl Mølle fortsat maler helt ad helvede til.
Ace-Mobil: Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til
Acemag.dk