Efter sejre ved Main Event og Master Classics i Amsterdam er man som dansker efterhånden ved at være forvænt med store resultater.
Derfor var der på forhånd store forventninger til den danske trio, der stillede til start blandt de sidste 24 på trediedagen af EPT'en i Warszawa.
Selvom Uffe Holm lå på en femteplads inden dagen startede, blev det dog aldrig for alvor den store danskerfest i dagen.
Som sidste dansker måtte Uffe nemlig lide den tort at forlade turneringen på finalebordsboblen, en ærgerlig afslutning på en ellers god turnering. Han kan dog glæde sig over at have vundet €21.114 for sit første cash ved en EPT.
Tidligere på dagen måtte både Christoffer 'NoName' Egemo og Brian Jensen lade livet som henholdsvis nummer 20 og 12, så derfor må vi for en sjælden gangs skyld finde os i at skulle følge et finalebord uden dansk deltagelse.
Chipleader inden finaledagen er den 23-årige italiener Dario Minieri, der i sommer vandt sit første bracelet.
Den samlede chipcount ser således ud:
1. Dario Minieri 359.500
2. Sergey Shcherbatskiy 349.000
3. Nico Behling 343.500
4. Ludovic Lacay 296.500
5. Arnaud Mattern 238.000
6. Atanas Gueorguiev 186.500
7. Joao Barbosa 123.000
8. Andrea Benelli100.000
9. Michael Muheim 89.000
Vinderen kan slæbe afsted med 2,5 millioner kroner.
Uffe Holm røg på finalebordsboblen
Acemag.dk