Jonas Klausen er under beskyldning om snyd fra Bwin, der har lukket den danske topspillers konto.
Efter Jonas' sejr i Big Deal i søndags, der indbragte en førstepræmie på hele $42.500 - omtrent kr. 250.000 -, har Bwin efterfølgende lukket hans konto og givet præmien videre til andre spillere. Beskyldningen går på collusion; altså at spille sammen med venner, dumpe chips til hinanden og presse andre spillere ud af potterne.
Danskeren var til prisoverrækkelse på Aviation Club i Paris, hvor både Jesper 'Kipster' Hougaard og Peter Eastgate var nominerede, og samtidig blev der spillet Euro Finals Of Poker. Ligesom en masse andre professionelle var Jonas indlogeret på Hotel Plaza, og her benyttede han sig af det trådløse internet, hotellet stiller til rådighed.
Det viser sig imidlertid, at en del andre danskere også sad på hotellet og spillede med i diverse turneringer, og det er sandsynligvis dét, der har drevet Bwin til at anklage Jonas for collusion. Det kan nemlig hænde, at det trådløse internet har givet alle brugere den samme IP-adresse, og en paragraf i Bwins regelsæt siger, at det ikke er tilladt at være på et multi-user network.
Sagens danske hovedperson har denne kommentar:
"Den kan godt nok fortolkes på mange måder, den paragraf, og eftersom den er at forefinde i et licensafsnit af deres ToC [Bwins regler, red.], synes jeg, det er svært at pinpointe den direkte på min sag. Men som sagt er det slet ikke sikkert, det er det her med IP-adressen, som de beskylder mig for. Det er bare det eneste, der giver logisk mening for mig på nuværende tidspunkt."
Jonas selv hævder, at han var alene på sit værelse, og at han på intet tidspunkt i turneringen sad til bords med andre danskere, hvilket gør collusion umuligt.
I en tråd på pokerforummet Donkr.com fortæller Jonas, at hans konto uden varsel blev lukket, og at han ikke blev hørt i forbindelse med sagen. Han har derfor haft en længere mailkorrespondence med Bwin, som indtil videre har resulteret i en oplysning om, at præmiepengene er blevet fordelt til andre spillere, og at man endnu ikke har taget stilling til, hvad der skal ske med resten af pengene på kontoen.
Dog har chefen for Bwins pokerafdeling sat sig i forbindelse med danskeren, og hans syn på sagen er, at det bliver svært at få pengene tilbage, når de allerede er udbetalt til andre.
Det har fået Jonas til at kontakte sin advokat, der mener, at vores danske ven har en sag, og at der er gode chancer for at få pengene retur. Dertil kommer, at Jonas kræver en offentlig undskyldning, fordi hans gode navn er blevet sværtet til.
Du kan følge sagen om Jonas Klausens kamp for at rense sit navn og få sin gevinst udbetalt hos Donkr.com, hvor han også har lagt hele mailkorrespondencen ud, så andre kan se, hvordan sådan en sag forløber. Læs videre her.
Jonas Klausen beskyldt for snyd. 250.000 kroner konfiskeret
Acemag.dk