Indtil videre har det set fornuftigt ud med Daniel Negreanus nytårsforsæt om at skrue ned for turneringsmængden, og han ser i stedet ud til at have kastet sig over personlig træning og golf her i årets første måned.
Nu har canadieren dog i sin seneste blog offentliggjort et program for, hvad han har tænkt sig at spille under sommerens verdensmesterskaber, og noget kunne tyde på, at forsættet ikke gælder, når der står armbånd på spil!
27 events står der på programmet for Negreanu, heriblandt selvfølgelig de tre store i form af Main Event, $50.000 HORSE og den specielle jubilæumsturnering i anledning af 40-året for WSOP's afholdelse, en $40.000 No Limit Hold'em turnering.
Det betyder, at han ifølge programmet kun regner med tre fridage i løbet af de mere end halvanden måned, turneringen står på, og så er det altså kun, hvis der ikke kommer flere starter på listen i løbet af sommeren. Det vil Negreanu bestemt ikke udelukke.
Canadieren udtrykker i bloggen også stor glæde over, at der er blevet ændret i strukturen i år, så der ikke er mulighed for rebuys i nogen af de i alt 57 events.
Det er ifølge Negreanu kun fair, fordi der er vigtige point på spil til Player Of The Year-ranglisten, hvorfor ingen skal have en fordel på forhånd - selvfølgelig med undtagelse af evnerne ved filten.
Vi må håbe for Negreanu, at der når at komme styr på formen inden det går løs i Las Vegas, så han kan holde fokus gennem hele forløbet.
Negreanu får travlt til WSOP
Acemag.dk