Der går stadig kage i Cake Poker. Pokernetværket fik hurtigt rettet op på problemet fra sidste uge, hvor den dårligste hånd i en pulje endte med at vinde. Men nu er der dukket nye - og højst uvelkomne - problemer op.
Ikke lige hvad der er brug for i Cake Poker.
I sidste uge blev der delt $5,36 ud til den forkerte spiller, da en es-høj flush måtte lide nederlag til en konge-høj af slagsen.
Lee Jones fra Cake Poker fik lynhurtigt sendt alle mand på problemet, og det blev da også løst. Men nu begynder der at dukke nye sager op, der heller ikke sætter pokernetværket, hvor blandt andet DoylesRoom holder til, i bedste lys.
På pokeforummet TwoPlusTwo har to forskellige spillere rapporteret om fejl i Cake Pokers software. Først sad en spiller uforstående kun med muligheden for checke, da hans tur kom i et $0,50/$1,00 no-limit Texas Hold'em ringgame.
I det andet tilfælde var to spillere nødsaget til at betale big blind inden floppet.
Lee Jones har været hurtigt ude at svare før, og denne gang har han også kommenteret på fejlen omkring de tvungne big blind-betalinger:
"Ja, det er en velkendt fejl, vi har. Under bestemte omstændigheder poster den en big blind, når du er UTG (Under The Gun, red.). Vær venlig at sende mig en privat besked, og så kompenserer vi dig - du skal ikke betale for big blind, når du er UTG. Jeg beklager problemet - det har været svært at fange," siger han i en tråd på TwoPlusTwo.
Cake Poker er verdens ottende største pokernetværk.
Der går kage i Cake Poker
Acemag.dk