Der er nye aktioner på vej til de klubber som har valgt ikke at søge licens, og som derfor heller ikke er legale. Det lover cand.jur Nanna Vahl fra den danske spillemyndighed under skat, som har det overordnede tilsyn med den nye pokerlov, og klubberne i det hele taget.
"Jeg vil sige så meget som, at vi har aktioner under opsejling, vi er jo ikke uvidende om, at der endnu er mange klubber, som ikke har søgt licens, og hvor spillet fortsætter ulovligt," fortæller Nanna Vahl til acemag.dk
Det er også forpligtelsen overfor de klubber, som har valgt den "rene" linje, der snart sender spillemyndigheden og politiet i aktion.
"Vi skylder at sikre, at de klubber som nu er lovliggjorte har lige konkurrencevilkår, og ikke skal se sig udkonkurreret af klubber som har valgt at stå uden for loven," slutter Nanna Vahn fra spillemyndigheden.
Hun vil, naturligt nok, ikke ud med hvor, hvem og hvornår der kan ventes besøg, men hos landets første licensmodtager, River Club i Valby, hilser man aktionerne velkomne.
"Os der nu kører klub helt efter bogen har jo ikke en chance, hvis vi skal konkurrere med de ulovlige klubber. Vores mulighed er at ikke kun vi, men også myndighederne tager loven bogstavelig og ser til at antallet af ulovlige klubber minimeres, ja helst helt udraderes," lyder det fra Jes Bondo fra River Club.
Razzia i danske pokerklubber
Acemag.dk