Bække vil ha' mer': Jeg mener det i ramme alvor!

Bække vil ha' mer': Jeg mener det i ramme alvor!

Allan Bække er færdig med pokerspillet her til PokerStars EPT Grand Final. Han røg ud af Highrolleren sent i går. I dag er der dømt hviledag, i morgen går turen tilbage til Danmark og næste store turnering bliver så WPT Paris i den nærmeste fremtid. En turnering, som Allan Bække i øvrigt forventer sig meget af.

"Franskmænd er jo generelt folk, som jeg godt kan lide at spille mod. Nogle af dem er selvfølgelig dygtige, men mange af dem er altså ikke særligt gode, så jeg forventer et meget blandet felt i Paris. Mange stærke spillere, men også mange dårlige," siger Allan Bække, vinderen af EPT Snowfest.

Efter sejren i Snowfest meldte Bække friskt ud, at han har tænkt sig at blive den første spiller, der vinder to EPT-turneringer. Noget af en udmelding, når man tænker på, at Allan Bække er fra Silkeborg. Der er det jo meningen, at man skal være beskeden. Men Allan mener det.

"Allerede inden jeg vandt den første, sagde jeg, at jeg ville være den første, der vandt to. Jeg ved godt, at det er en lige lovlig frisk udmelding, men sådan havde jeg det. Nu er det et mål, jeg har. Jeg vil selvfølgelig ikke ligge søvnløs, hvis det ikke sker, men jeg mener det i ramme alvor," siger Allan Bække.

Du kan læse et stort interview med den seneste danske EPT-vinder i næste nummer af ACE.
asd