Boksekampen mellem Gus Hansen og Theo Jørgensen vakte opsigt i både danske og udenlandske pokerkredse. Og tilsyneladende har de fundet idéen tiltrækkende i det finske, for i hvert fald har Andrew 'Good2cu' Robl i sin seneste blog skrevet om en boksekamp mellem de to finner Jani Vilmunen og Ville Wahlbeck, der i 2009 var tæt på titlen som årets WSOP-spiller.
Vilmunen havde som tidligere bokser $500.000 ude mod Wahlbecks $100.000, men på baggrund af en intensiv træning lykkedes det sidstnævnte at give kamp til stregen, så matchen sluttede uden vinder, men til gengæld ifølge rygterne med god underholdning til publikum.
Men måske endnu mere interessant er de ord, som Robl slutter bloggen med:
"Jeg ville ønske, jeg kunne have set det, men til sommer skal Ville og Patrik åbenbart have den samme kamp, denne gang med Patriks $1 million mod Villes $100k. Den vil jeg helt sikkert se."
Efterfølgende er der tilsyneladende blevet rettet i bloggen, så netop bokseafsnittet ikke længere eksisterer. Du kan dog finde den originale blog her.
Robl: Antonius og Wahlbeck skal bokse til sommer
Acemag.dk