Ingen dansk pistolkonge i år

358 spillere stillede til start ved den $5000 dyre NLHE shootout der udgør event 6, og nu er de indledende 10-mandsborde færdigspillede, så vi har fundet de 36 duellanter, der trækker pistolerne og gør klar til 6-handed spil i morgen, hvor det endelige finalebord skal findes.

Desværre er det uden dansk deltagelse, da den eneste danske deltager, Frederik Brink, måtte lade livet i det indledende heat ligesom godt og vel 90 procent af feltet.

Blandt de sidste 36, der nu hver er sikret $16.607, finder vi til gengæld flere af de helt skrappe navne som Dario Minieri, Chris Ferguson, James Akenhead og ikke mindst Tom 'Durrrr' Dwan, der jo har pistolen for tindingen i mere end én forstand, idet han også har et bracelet-væddemål at tænke på.

Også Phil Ivey var tæt på avancement, men måtte heads up se sig slået i et flip med 9'ere mod KQ, og dermed må verdens vel nok bedste pokerspiller vente lidt endnu på den første succesoplevelse under dette års serie.



asd