Eftersom vi stadigvæk er i den spæde start af årets WSOP, vælger vi at undskylde de manglende resultater med jetlag, men med så mange skrappe spillere i Las Vegas allerede, regner vi stærkt med, at det skuffende 2009 bliver gjort til skamme.
Det bliver dog formentlig ikke i event 9, $1500 Pot Limit Hold'em, at der bliver lavet om på den dårlige statistik. Frederik Brink og Rasmus Vogt stillede til start, og i hvert fald for førstnævnte blev det ikke nogen succes.
"Røg allerede på level 3 med AA imod et floppet set i 5'ere," fortæller Brink'en til acemag.dk fra Vegas.
Om det hele var en del af en større plan vides ikke, men det virker i hvert fald ikke til at gå den skrappe dansker synderligt på, idet han fortsætter:
"Har fundet en tiltet Martin B og et par Frandsen brødre, der vil spille kinapoker, så det er der klart flere skillinger i."
Dag 1 af event 9 er netop afsluttet med 65 spillere tilbage af et startfelt på 654, men der mangler stadigvæk to elimineringer i morgen, inden pengeboblen springer. Vi følger naturligvis op på begivenhederne, hvis Rasmus Vogts navn skulle dukke op blandt de overlevende.
Den dårlige danske stime fortsætter
Acemag.dk