Der kan ikke være nogen tvivl om, at danskerne er det skrappeste pokerfolk i verden, men derfor er det alligevel rart med lidt anerkendelse engang imellem.
Det har Lars Bønding fået af det store amerikanske pokersite carplayer, der har givet den amerikaniserede dansker en plads i rampelyset i forbindelse med WSOP-turneringerne, hvor danskeren notorisk er kendt som garant for et resultat eller to. Endnu er det dog ikke blevet til et armbånd, selvom det var uhyggeligt tæt på med en andenplads ved WSOP-debuten i 2005.
"Min mangel på erfaring på daværende tidspunkt blev en hæmsko. Jeg udspillede uheldigvis mig selv heads up, men den fejl begår jeg ikke igen," forsikrer Bønding til cardplayer.
Der er som sædvanlig en god håndfuld turneringer på programmet i favoritdisciplinen No Limit Hold'em, og hvis alt flasker sig, så får vi også dansk deltagelse i en af de mest imødesete turneringer, $25k Six-handed No Limit Hold'em, der er et af de få events, hvor finalebordet bliver transmitteret live.
"Jeg ville elske at spille den event, men jeg beslutter mig, når vi kommer lidt nærmere. Jeg er vild med six-handed, fordi man spiller flere hænder og kan udforske lidt mere af spillet," forklarer danskeren, der endnu ikke har haft det afgørende gennembrud ved årets WSOP.
Vi krydser fingre for, at det kommer inden for en overskuelig fremtid, og hvis det bliver i den dyre $25k-turnering foran de rullende kameraer, så skal der ikke lyde klager herfra.
Bønding overvejer $25k-turneringen
Acemag.dk