Wahlbeck melder sin ankomst til Baltic Poker Festival

Wahlbeck melder sin ankomst til Baltic Poker Festival

Sidste sommer dukkede den finske pokerspiller Ville Wahlbeck op ud af det rene ingenting og var en dominerende skikkelse ved WSOP, hvor han med et armbånd og yderligere tre finaleborde, alle i events med buyins på minimum $10.000, i den grad fik slået sit navn fast i pokerverdenen.

Men efter succesoplevelsen annoncerede finnen højst overraskende et pokerstop, da han ikke mente, at professionel pokerspiller var det mest flatterende at have stående på sit CV.

Nu er han imidlertid kommet på bedre tanker og har skrevet under på en kontrakt med PokerStars, og i denne uge er han så et af hovednavnene ved Baltic Poker Festival, der skydes i gang i Tallinn, Estland, på onsdag.

Her stiller han i sit comeback til start i den €1500 dyre main event, der blandt andet også har deltagelse af svenske William Thorson, og som sidste år havde flere danskere til start og to stykker helt med fremme ved finalebordet.

Acemag.dk har en mand i Estland til at dække begivenhederne, hvor vi forhåbentlig kan få dansk succes endnu en gang, nu hvor resultaterne i Las Vegas lader vente på sig.
asd