Så er der svar på tiltale fra Phil Ivey til navnebror Hellmuth. I et interview med Jesse May i PokerShow i sidste uge sagde Phil Hellmuth, at Ivey "umuligt" ville kunne overgå ham i antal af vundne WSOP-bracelets inden for de næste fem år.
I den konkurrence fører Hellmuth ganske vist 11-8, men han har ikke øget sit antal i tre år, mens Ivey har hentet ind på ham. Senest ved sommerens WSOP med sin ottende titel. Og ikke overraskende er Phil Ivey dybt uenig i Phil Hellmuths udtalelse.
"Umuligt? Jeg bryder mig ikke om det ord. Jeg synes, det er meget muligt. Faktisk sandsynligt. Med mindre han vinder et par bracelets inden for de næste fem år, hvilket han nok har planer om, er jeg kun en lille underdog i forhold til at hente ham. Måske 5 til 1 eller 6 til 1," siger Phil Ivey i sit modsvar i The PokerShow.
Og Phil Hellmuth har ikke bare planer om at vinde et par stykker i de kommende år.
"Jeg kan vinde bracelets, indtil jeg er 73. Jeg vil fortsat være en magtfaktor. Skal Ivey hente mig, må han gøre det ved 17-18 armbånd. Jeg har ikke tænkt mig at blive på 11," understreger Hellmuth.
Man kan kun håbe, at de to kombattanter begge dukker op, når der næste gang er bracelets på spil. Det sker i London ved WSOP Europe i den sidste halvdel af september.
LÆS OGSÅ: PHIL IVEY OVERHALER MIG IKKE
Ivey svarer Hellmuth igen
Acemag.dk