For nogle uger siden kunne man læse, at Bertrand 'Elky' Grospellier ville forlade pokeren for en stund og i stedet gå i skarp træning for at kunne deltage i en stor Starcraft-turnering.
'Elky' var inden sin indtræden i pokerverdenen én af verdens absolut bedste Starcraft-spillere og var f.eks. den første europæer, der rejste til Korea for at leve som professionel gamer. Noget kunne imidlertid tyde på, at færdighederne har lidt under de mange års fravær.
Ved eO StarLeague Winter i Frankrig gjorde 'Elky' comeback og var faktisk én af de seedede spillere. Desværre var franskmanden ikke tilstrækkelig skarp med musen og endte derfor med at være den eneste seedede spiller, som ikke gik videre til slutspillet.
Intet er jo heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, og vi kan da håbe på, at nederlaget betyder, vi snart igen kan nyde 'Elkys' pokerevner ved den grønne filt.
Elky fik Starcraft-tæv af eliten
Acemag.dk