De danske tour-chefer er kommet flyvende ind i 2011 og spillet i de højere luftlag fortsatte i nat. Sejr og adskillige danske navne på diverse finaleborde.
Nattens største triumf sikrede 'Sposh1' sig, da danskeren hev sejren og $52.000 dollars hjem fra nattens fest hos Partypoker. Det i øvrigt på et finalebord der også havde selskab af både 'Iluckout' og 'AndersBis', som sluttede som nummer fire og ni med hhv. $14.000 og $3.600.
Jannick Wrang viste fine takter i flere tours i nat, men bedst gik det ham i Scandic Championship, hvor Jannick Wrang sluttede som nummer 3. Det sikrede den danske satellitkonge $18.000. Martin Wendt havde, måske i et anfald af akut febervildelse, forleden bebudet 14 dages tour-stop. Så lang tid skulle der – naturligvis – ikke gå, for Martin Wendt kom også med på finalebordet hos Scandic. Martin Wendt spillede sig til $4700 for sin fine ottendeplads.
Hos Mermaid var der igen danskerkø ved indgangen til finalebordet. Tre af slagsen blev lukket ind i varmen, og af dem var det 'Ritt' som kom længst med sin tredjeplads til €8325. 'Katarina8' blev nummer seks og 'missread' nummer 10.
Endnu et pigenick i form af 'Rikke Sol' blev denne uges bedste dansker i Full Tilts Sunday Brawl. Turnering hvor det hele tiden er lige ved og næsten for de danske spillere viste heller ingen nåde for danskerne i dag. 'Rikke Sol' slutter som nummer 39. "The Bønding Warm Up" på PokerStars blev en trist affære uden danskere med i den vigtigste del af end-gamet. Så altså ingen tredje sejr til Lars Bønding her, som dog sikrede sig et finalebord og en tredjeplads i en $100K tour.
Lad os slutteligt få med her, at lige efter klokken 07:00 sluttede 'xxxxufish 'som bedste dansker i Sunday Million som nummer 31. Heller ikke på Ladbrokes var der dansk deltagelse på finalebordet. Noget udsædvanligt skal man helt ned på plads 20, før der popper et dansk nick frem. Det blev 'Walkan' som slutter mindst ringe hos Ladbrokes.