Acemag-brugeren Stefan Filtenborg Pedersen lod sig ikke nøjes med en af de ti billetter til den endelig satellit om et sæde til European Deep Stack Championship, som afholdes i Dublin i den første uge af Februar.
I sidste uge kunne alle Acemags brugere deltage i en freeroll arrangeret i samarbejde med Mermaid Poker. Her var der 10 billetter på højkant til en afgørende satellit, hvor der var et enkelt sæde på spil, til februar måneds European Deep Stack Championship i den irske hovedstad Dublin.
Og kræsne brugere af Acemag lader sig sjældent nøjes, heller ikke Stefan 'KumiNO1' Filtenborg Pedersen!
Han levede på bedste vis op til sit Mermaid-nick, da han gik hele vejen og sejrede i den afgørende satellit. Så Stefan Pedersen, som til dagligt spiller i Galten Kortklub, har booket fly og hotel, så han kan jagte de mindst €50.000 euro, som ligger og venter på vinderen af årets europæiske Deep Stack Champ.
"Jeg har spillet poker i mange år, og NL HE har jeg vel 10 års erfaring i. Så det lignede fin value, at stille op i Acemag og Mermaids freeroll. Og nu er jeg klar til Dublin næste måned. Det er bare lækkert," lyder det fra en glad jysk vinder.
Selv om Stefan Filtenborg Pedersen dagligt mest gør i Low Stakes MTT's, så er han en af de få herhjemme, der kan bryste sig af et dansk mesterskab. Live er Stefan Pedersen nemlig fast mand, når der skal floppes og bettes i Galten Kortklub.
"Jeg var med på holdet, som sikrede sig DM for klubhold i 2009, og var også med i finalen i 2010. Sejren i 2009 sikrede mig flest point af alle og derfor var det også mig, som fik rejsen og retten til, at spille med i WSOP Main Event. Det er min hidtil største oplevelse. Jeg cashede ikke, men kom videre til dag 2. Ja, som jeg siger normalt - Jeg kom længere end Gus - Han strøg nemlig på railen en halv time før mig," fortæller Stefan om karrierens foreløbige højdepunkt.
Stefan Pedersen er heller ikke tvivl om, at mulighederne for et cash er gode i Dublin. Og ender han som turneringens sejrherre, så er planen også klar.
"Jeg kan se, at der sidste år var masser af franske spillere med, så det i sig selv giver vel sammen med den dybe struktur fine muligheder for at kunne spille reel poker. Så jeg tror bestemt et cash er inden for rækkevidde og skulle det vilde ske, at jeg vinder turneringen, så overvejer jeg kraftigt at investere hele dynen i et år som fuldtidspiller. Et liv som pro – det ville være en drøm," siger Stefan Pedersen om de muligheder han ser for sig i Dublin.
Acemag og Mermaid ønsker held og lykke til Stefan Pedersen i Dublin.