Theo Jørgensen og Søren Kongsgaard står på hver sin side af skyttegraven. De er begge ansat til at sælge billetter. Men selv om deres respektive arbejdsgivere har intensiveret kampen om spillernes gunst, så har de ikke selv de store problemer med, hvad de må og ikke må for arbejdsgiverne PokerStars og Full Til Poker.
Kampen om pokerspillernes gunst har aldrig været større. Konkurrencen er blevet intensiveret markant de sidste par år. En indikation er de stores opkøb af mindre sites og skins. Specielt verdens to største pokersites, PokerStars og Full Tilt Poker, er i evig kamp. En kamp som blev intensiveret yderligere efter PokerStars overtagelse af alle rettigheder i forbindelse med det populære tv-show High Stakes Poker Her det slut med navne som Patrick Antonius, Phil Ivey, Tom 'durrrr' Dwan og Gus Hansen – Full Tilts topnavne må ikke længere medvirke efter PokerStars overtagelse.
Så hvor stort er problemet for de danske Pros. Acemag har spurgt PokerStars danske frontfigur, Theo Jørgensen og Full Tilt Red-Pro, Søren Kongsgaard, om deres syn på den intensiverede kamp om markedsandele.
Søren Kongsgaard vil gerne medgive, at direktiver, eller som han selv udtrykker det, anbefalinger om ikke at stille op i specifikke events, som Full Tilt ikke finder forenelige med dets image, har ramt hans mailbox.
"Jeg har få gange modtaget en mail fra ledelsen fra Full Tilt, hvor de anbefaler os ikke at deltage i visse turneringer. Dette kan skyldes alt fra casinoets udtalelser angående lovgivningen for online poker i USA til TV producerede programmer, som af forskellige årsager ikke passer ind i det image Full Tilt ønsker. Jeg har aldrig modtaget direkte ordrer over hvilke turneringer jeg ikke må stille op i," foklarer Søren Kongsgaard til Acemag.
Theo Jørgensen i kampuniform!
Theo Jørgensen er lidt mindre konkret i sit svar, men for Theo Jørgensen er fokus helt på, at tjene sin arbejdsgiver bedst muligt.
"Helt overordnet så forholder jeg mig ikke til, hvad konkurrerende sites
foretager sig, da mit fokus ligger 100 % hos PokerStars. Men jeg kan da
sige, at jeg har mulighed for også at deltage i events arrangeret af andre end PokerStars, da min profil og mit sponsorlogo selvfølgelig gerne skulle blive bredt eksponeret," er Theo Jørgensen kommentar til Acemag.dk
Og Theo Jørgensen mener ikke selv, at han på nogen måde er begrænset af sit engagement med verdens største pokersite.
"Jeg har svært ved at udtale mig om, hvad andre sites og deres Pros har mulighed for og gør, men jeg kan sige, at idet PokerStars arrangerer de største turneringer både live og online, så er der masser af muligheder for mit vedkommende," konstaterer Theo Jørgensen
Men hvad nu hvis kampen skærpes yderligere, og der kommer helt konkrete restriktioner på, hvad og hvor man som pro må spille? Hvad hvis det kommer så vidt, at eksempelvis Søren Kongsgaard ikke måtte optræde på live-tours som EPT?
"Så vil jeg forholde mig til det. Jeg er sikker på Full Tilts ledelse kun vil tage så voldsomme konsekvenser, hvis der var en meget god grund til det. Jeg er meget tilfreds med min aftale med Full Tilt og størstedelen af min indtægt kommer fra mit spil på Full Tilt så liveturneringer er sekundære," fastslår den danske Red-Pro.
Søren Kongsgaard erkender dog i samme åndedrag, at det ville være en meget skidt udvikling, hvis han eksempelvis ikke kunne stille op i EPT København.
"Det er klart. det vil da være en meget skidt udvikling for pokeren, hvis ikke de forskellige udbydere er i stand til at arbejde sammen," lyder det fra Søren Kongsgaard.
Så langt er det heldigvis ikke kommet i 'krigen' mellem PokerStars og Full Tilt og der er garanti for både 'Kongen' og Sølvræven fra Greve' på filten i den kommende uges EPT København. Og heldigvis for det – skal der være krig, så lad soldaterne slås fair og redeligt der hvor det sig hør og bør – på filten!