Den britiske pokerspiller Julian Thew, der blandt andet er kendt for at have vundet EPT Baden i 2007 og en fjerdeplads ved EPT København i 2005, er normalt ikke nogen farverig person.
Men i den seneste blog fra Thew på den britiske pokernews kommer han så tæt på det røde felt, som det nu kan lade sig gøre for en engelsk familiefar, da snakken falder på Annie Duke og Epic Poker League.
"Jeg har modtaget et to-års kort til Epic Poker League, og derfor får jeg konstant mails fra Annie Duke om det ene og det andet. Det keder mine patter af, ærligt talt!" skriver han blandt andet.
"Hun var forbundet med Ultimatebet indtil for meget nylig. Jeg kan ikke tro, at hun gav åbningstalen på dag 1 ved det WSOP Main Event, jeg lige har spillet. Folk må have ekstremt dårlig korttidshukommelse," fortsætter svadaen mod Dukes person, inden selve turneringsformen får en ruffel med på vejen.
"Det er et håndplukket felt på 200 mand, der ikke engang inkluderer de bedste onlinespillere. Jeg er fristet til at give min billet videre til Tikay (Tom Kendell, red.) eller udlodde den på Sky Poker. Vi kan finde ud af noget med et falsk ID - jeg har ikke vundet et WSOP-armbånd, så ingen ved, hvem jeg er derude alligevel," slutter det muntert fra Thew, der altså nok ikke bliver at finde i EPL lige foreløbig.
EPT-vinder til Annie Duke: Du keder mine patter af!
Acemag.dk