Direkte adspurgt, så er Bertrand 'Elky' Grospellier ikke i tvivl om, hvem der er hans førstevalg til det hold, som 'Elky' som holdkaptajn for Europa, skal vælge til Caesars Cup under det forestående WSOP Europe.
En af Bertrand 'Elky' Grospelliers følgere på hans Twitter-profil har haft fat i 'Elky' for, at få svar på om 'Elky' i lighed med USA's holdkaptajn, Phil Hellmuth, har sat navn på sit drømme-hold.
'Elky' kommer ikke ud med samtlige fire pokersoldater til Europas hold, men en spiller er mere end sikker på en plads på holdet og han er dansk.
"Mit førstevalg er @RealGusHansen!," lyder det kort og kontant fra 'Elky' med henvisning til Gus Hansen, som nu altså ganske automatisk via sin Twitter-profil 'RealGusHansen' kan vågne op og konstatere, at han er garanteret en plads på holdet til pokerens pendant til Ryder's og America's Cup.
Gus Hansen var sammen med Peter Eastgate med på det hold, som i 2009 sikrede Europa en klar sejr over USA.
I går løftede Phil Hellmuth sløret for sit hold, som hvis de alle takker ja, kan mønstre hele 47 WSOP armbånd. Hellmuth selv har 11, Doyle Brunson 10, John Chan også 10, mens Phil Ivey kan knalde 8 af slagsen på håndleddene.