Med optimisme og knofedt kommer man langt. Om det så også rækker i længden for det nyeste skud på den skrantende stamme af danske pokerklubber, kan der kun gisnes om.
Klubberne og dansk pokerforbund jublede i kor, da legaliseringen af turneringspokeren blev en realitet, men siden er det desværre kun gået en vej, den forkerte. De alt for regide regler om indbetaling dagen før og kun med betalingskort via nettet. Forbud mod reklamer og sponsorater fra etablerede pokersites. Ingen mulighed for re-buys, cash-game eller en spontan Sit'nGo, hvis man buster tidligt, har sammen med et loft på buy in på 300 kroner kostet dyrt for klubberne. Selv gamle og veletablerede klubber fra tiden før legaliseringen, har måttet dreje nøglen om igen. Kort sagt, så har loven været en katastrofe!
Men det til trods, så forsøger en lille flok entusiaster i Viborg sig nu med endnu en klub og her på Ace skubber vi hellere end gerne på for, at der kommer fuldt hus til åbningsturneringen, som bliver en ganske gratis affære, for de 80 kvikkeste til at logge ind via hjemmesiden vipoker.dk.
"Vi har mødt utrolig meget velvilje, blandt andet forskellige sponsorer, der har hjulpet med gaver og vi har indgået en generøs aftale med Bowling og Golfcenteret i tinghallen om brug af et passende lokale til klubbens aktiviteter" siger Tore Johnson fra Viborg Pokerklub.
Tore Johnson lover både lidt tørt og vådt til ganen, når der d. 23. september spilles den første turnering.