Danmark bliver EU’s Las Vegas

Danmark bliver EU’s Las Vegas

Neonskiltene vil muligvis ikke lyse lige så kraftigt, men kapitalstærke udbydere af pengespil vil flokkes til København, som de i sin tid gjorde til spillemekkaet Las Vegas. Det skriver Politiken lørdag. Sådan lyder det fra den internationale spilleindustri, der ifølge Politiken jubler over "Europas bedste spillelovgivning", som træder i kraft 1. januar.

Den nystiftede brancheforening Danish Gaming Association forventer, at 25-30 selskaber vil søge om licens til at tilbyde sportsvæddemål, poker og kasino på internettet.

"Det, vi har set i Las Vegas med fysiske spil, kommer vi til at se online i København. Alle selskaber kommer til at have eget personale i Danmark af strategiske årsager," siger Rolf Andersson, direktør i Danish Gaming Association til Politiken.

"Tidligere kunne man nøjes med at sidde på Malta og drive et spilleselskab, men nu får man brug for et lokalt nærvær med lokal service," siger han.

I 2008 spillede danskerne for 25 milliarder kroner. Branchen vurderer, at endnu flere vil sætte penge på spil til næste år.

Et af de selskaber, som ifølge avisen vil indtage Danmark med kapital og nye arbejdspladser, er den israelske teknik- og spilleverandør Spiral Solutions.

Firmaet er i gang med at søge licens i Danmark og vil snart ansætte 10-15 personer inden for marketing og kundesupport. Men med tiden vil det blive mange flere, forklarer administrerende direktør Matti Zinder.

"Danmark er et nøglemarked, som vi vil tage meget seriøst. Reguleringen er det mest progressive og effektive, vi endnu har set, og modellen vil blive adopteret af andre lande," siger han.

Selskabet vil anvende Danmark som indgangsport til det skandinaviske marked.

"Så det får en stor strategisk værdi for os," siger Matti Zinder til Politiken.


Se også: DR's version ,  Børsen's version




asd