For Thomas 'Kalllle' Pedersen kan der næppe være nogen tvivl om, at morgenens gevinst på $1,2 millioner er karrierens største. Men for Blair Hinkle, der vandt stort set præcis det samme beløb ved FTOPS Main Event på Full Tilt i februar i år, har det udviklet sig til lidt af et mareridt.
Amerikaneren havde et loft på $4.000 for, hvor meget han kunne hive ud hver dag, og da det selvsagt havde lange udsigter at udbetale alle herlighederne på den måde, bad han flere gange om at få hævet loftet.
Inden det kom så langt, indtraf Black Friday dog og sørgede for, at udsigterne blev endnu længere, og som om det ikke var slemt nok, startede retssagen mod Full Tilt og sagen om de manglende midler kort efter.
Det ville nok tage pusten fra de fleste, men Hinkle holder humøret højt.
"Tingene ville se noget anderledes ud, hvis jeg havde mine penge fra Full Tilt, men samtidig er jeg ret glad for der, hvor jeg er - jeg forsøger at bevare optimismen," forklarer Blair Hinkle til cardplayer.com.
Selv hvis Full Tilt ikke kommer tilbage på sporet, håber Hinkle stadigvæk på at kunne få udbetalt minimum 20 procent, da han regner med, at de fire ejeres (Ferguson, Lederer, Furst og Bitar) konti bliver beslaglagt og brugt til at tilbagebetale noget af gælden.
Sker det ikke, har amerikaneren blandt andet et WSOP-armbånd med tilhørende $500.000 tilbage fra 2008 at falde tilbage på, så mon ikke der stadigvæk er lidt penge på kistebunden?
'Kalllle's Full Tilt-kopi har millioner i klemme
Acemag.dk