Wrang ser frem til EM i 8-game, men maveonde kan stå i vejen

Wrang ser frem til EM i 8-game, men maveonde kan stå i vejen

I dette øjeblik, kl. 15 dansk tid, begynder en af de store sideevents ved EPT i London. European 8 Game Championship har et buy-in på 2.000 pund, og den har Jannick Wrang set frem til at spille, nu når han ikke længere er en del af Main Event.

Men i disse timer døjer han med en uforudset forhindring. Dårlig mave.

"Det er meningen, at jeg spiller 8 Game, men jeg har fået noget dårlig mad på Hilton-hotellet, så jeg har det lidt skidt lige nu."

Den danske pokerprofil har i det hele taget ikke megen ros til overs for hotellet.

"2.000 kroner i døgnet, spændende mad, og internettet virker stadig ikke. Man kan ikke engang spille internetpoker på værelset," fortæller han fra London.

Forhåbentlig kan han alligevel se frem til at spille livepoker inden for få timer. Turneringen har late registration i to timer, så Wrang har heldigvis ekstra tid til at komme ovenpå til turneringen.

"Jeg håber, jeg bliver frisk til den, for jeg har virkelig set frem til 8 Game Championship. Der er 100 spillere med, og det er næsten kun pro'er, så det er vel Europamesterskabet i 8 Game," siger Wrang, der vil benytte sig af de mange mulige sideevents.

"Godt nok spiller jeg ikke heads up-turneringen (i dag), men der er en 2k PLO og en 1k NL, og jeg vil spille alt det, jeg er frisk på de kommende fire dage."

Vi ønsker held og lykke og glæder os til at følge Jannick Wrangs udskejelser de næste dage i London.
asd