Gus Hansen har for alvor brudt flere måneders blog-tavshed. Tirsdag præsenterede han sit nye blog-univers på gushansen.me, og onsdag er han allerede klar med sit andet indlæg.
Her har han rettet fokus mod Black Friday, og han undrer sig over, hvordan det kunne gå så galt.
"Hvordan kunne det ske, at landet, der opfandt moderne pokerformer som Hold'em, Omaha og Stud, nu står i frontlinjen for at forbyde alle disse fantastiske former for poker? Hvordan kan USA med sit højreorienterede Fox News, som hele tiden fortæller os om den foragtelige internet-censur i Kina, følge op med sin egen form for censur,? skriver Gus Hansen og sammenligner med betting på travspil.
"Hvordan kan det være, at det er ok at spille på heste, der løber rundt i en cirkel, når det ikke er acceptabelt for mennesker at sidde i en rundkreds og spille et kortspil på dygtighed om penge?"
"Det har aldrig skadet nogen at spille poker, udover at de involverede parter kan vinde eller tabe nogle håndører. De er alle gamle nok til at tage deres egne beslutninger. Forhåbentlig vil rationel tankegang igen sejre, og folk vil stoppe med at pålægge andre deres fucked up-idéer," slutter han bloggen.
Senere onsdag skal Gus Hansen selv til filten, når Europa møder USA i Caesars Cup ved WSOPE i Cannes.
Du kan læse hele bloggen her.
Gus Hansen revser USA for Black Friday
Acemag.dk