En fjer kan hurtigt blive til fem høns i pokerverdenen. Ikke mindst, når der er tale om historier fra det skyhøje cashgame i Macau, hvor de dyre drenge ikke ligefrem leverer opdateringer i overflod.
For få dage siden forlød det fra brugeren 'Chinamaniac' på forummet 2+2 imidlertid, at Ivey havde fejret sit comeback til pokerverdenen ved at udfordre alle interesserede til at spille Limit Hold'em heads up med stakes op til 25k/50k Hongkong dollar i blinds svarende til 18k/36k danske kroner.
Og nu kan den samme bruger så fortælle, at der tilsyneladende er en tager til udfordringen.
"Ivey har lige crushet en australsk forretningsmand for 8 millioner i heads up limit hold'em," skriver 'Chinamaniac'.
Et par timer efter kommer 'A_C_Slater' til og bekræfter rygtet. Han skulle efter sigende have fået det fra den amerikanske pokerspiller Phuong Nguyen, der er ven med den nu betydeligt fattigere australier.
Historien melder ikke noget om, hvilken valuta der er tale om, men at dømme ud fra taksterne er det sandsynligvis Hongkong dollar, hvilket betyder, at der er tale om små 6 millioner danske kroner.
Under alle omstændigheder skulle der være tale om en ganske fornuftig timeløn for Ivey, der nok har svært ved at ærgre sig over det tidlige exit fra APPT'en.
Rygte: Ivey flænser forretningsmand for 8 millioner
Acemag.dk