Landstræneren i fodbold, Morten Olsen, blev i forgårs præsenteret som Bet24's ansigt udadtil. Det kunne umiddelbart ligne et scoop for spillefirmaet, men samarbejdet bliver fra start mødt med en vis skepsis.
Til EkstraBladet kritiserer kommunikationsekspert Fernando Olsen landstrænerens valg, som han blandt andet kalder umoralsk.
"At stille sig frem som reklamesøjle for et spillesyndikat, der lever af at gøre folk til ludomaner, er noget af det mest ukorrekte. Mange folk tager afstand fra det, og det efterlader et rum til spillerne om også at træde ved siden af. Og det værste er, at hverken Morten Olsen eller DBU åbenbart kan se problemet," siger Fernando Olsen.
Noget kunne altså tyde på, at der på trods af den nye lovgivning stadigvæk bliver set skævt på spillebranchen i den danske offentlighed, og Fernando Olsen går faktisk så langt som til at kalde det for et større imageproblem for landsholdet end Nicklas Bendtners eskapader i det engelske, hvor han er blevet fanget i hærværk.
"Landsholdet skal favne hele nationen, og Morten Olsen skal som MANDEN i spidsen for holdet sætte standarden for tæft og moral, og her taler vi virkelig om det allerdårligste niveau uden at bevæge sig ud i noget kriminelt. Nicklas Bendtner kan svinge i nok så mange lygtepæle, smide stole ud ad vinduet og smadre nok så mange biler uden at overgå Morten Olsen."
Morten Olsen i modvind for Bet24-kontrakt
Acemag.dk